Nyt værktøj til Life-Cycle Assessment: Fordi CO2 kun er én af de ting, der påvirker vores planet

Sep 12, 2023

Nopa Nordic lancerer nu et nyt værktøj til Life-Cycle Assessment (LCA). Værktøjet gør det muligt at vurdere dit produkts aftryk på jorden – på mange flere parametre end bare CO2 – og det giver dig dermed mulighed for at foretage nogle mere bevidste og rigtige valg. Både som producent, forhandler og forbruger

Hvordan vælger du rigtigt på hylden, hvis du gerne vil gøre det godt for både planeten, andre mennesker og dig selv?

Det er et nærmest umuligt spørgsmål. Både for forbrugere, forhandlere og producenter.

Og resultatet er desværre, at svaret ofte bliver reduceret til en lille del af regnestykket. At det kommer til at handle om CO2 og CO2 og CO2 igen. Eller at reklameteksten på indpakningen taler om “Ny emballage med 20 % mindre plast” – uden at forholde sig til, om indholdet for eksempel indeholder allergifremkaldende kemikalier eller skader vandmiljøet.

– Det er naturligvis vigtigt at reducere CO2 og godt at reducere plast. Men problemet er, at vi dels kan ende med at tage beslutninger, der gør skade på andre områder, dels ikke får prioriteret andre områder, der også er vigtige. Vi lukker hullet i den ene ende af båden og ignorerer hullerne i den anden ende, siger Mette Kolling Rothmann, CCO i Nopa Nordic.

Nyt værktøj: Life-Cycle Assessment

Hos Nopa Nordic har vi gennem mange år været i forreste række i udviklingen af miljømærkede vaskemidler, rengøringsmidler og plejeprodukter. Nu går vi et skridt videre og lancerer et nyt værktøj til Life-Cycle Assessment (LCA); et værktøj, der kort sagt gør det lettere at vurdere et produkts aftryk på vores planet.

– Med LCA kan du vurdere, hvordan et af vores produkter påvirker miljø og mennesker ud fra 17 forskellige parametre. CO2 er naturligvis et af de parametre, men vi kigger også på eksempelvis luftforurening, vandforbrug, biodiversitet, brugen af naturressourcer, sundhedsskadelige kemikalier og økonomi, forklarer Mette Kolling Rothmann.

Det betyder, at du får et fuldt billede – cradle-to-gate – af, hvordan dit produkt påvirker omverdenen. Og at du dermed bliver i stand til både at prioritere og lave de indsatser, der er vigtigst, for dig og for verden.

– Vi sætter tal på. Det betyder, at du får overblikket, og at du kan se, hvad det betyder, når du ændrer noget ved dit produkt. Pludselig bliver reduktionen af plastik i emballagen sat ind i en sammenhæng, og det bliver tydeligt, om det overhovedet har en effekt, konstaterer Mette Kolling Rothmann og fortsætter:

– Det gør ikke nødvendigvis drøftelserne nemmere. Men det gør dem mere relevante.

Håber på at inspirere både kunder og konkurrenter

Med det nye LCA-værktøj håber vi at kunne inspirere og rådgive kunderne – de virksomheder, vi producerer eksempelvis tekstilvaske- og rengøringsprodukter for – til at træffe mere oplyste valg. 

Vi håber naturligvis også, at dette på sigt vil give forbrugerne nogle helt andre muligheder for at gennemskue konsekvenserne af deres valg. At du faktisk kan se, hvilket valg, der er det bedste for planeten.

– Der er vi ikke endnu, og vi kan ikke komme derhen alene. Derfor glæder vi os til at tage de næste skridt sammen med gode samarbejdspartnere, og derfor glæder vi os også til den fortsatte udvikling af værktøjet. Lige nu er vi i en version 1.0, men ligesom arbejdet med at skabe stadig mere bæredygtige løsninger formentlig aldrig afsluttes, gør arbejdet med LCA det heller ikke, pointerer Mette Kolling Rothmann.

Written By Nopa Nordic Allison

Related Posts