Parfumer

Aug 11, 2021

Parfumer er en blandet fornøjelse. Vi kan godt lide dem, når de kommer i flotte flasker og kan købes billigt i lufthavnen, men når de er tilsat vaskemidler, cremer osv. kan de – i nogles øjne – være nogle fæle fyre. Så hvordan forholder det sig i virkeligheden med parfumer? Hvad er godt og hvad er skidt?

Parfume er et mix af forskellige duftstoffer, som tilsammen giver parfumens duft. Duftstofferne kan både være syntetiske og naturlige og kan have til hensigt enten at tilføre duft eller konservere det enkelte produkt. Naturlige duftstoffer er ikke mindre allergifremkaldende end de syntetiske.

Er du i tvivl, om et produkt indeholder parfume, skal du kigge på etiketten, hvor der enten skal stå ’parfum’, ’parfume’, ’fragrance’ eller ’aroma’. Møder du ét af de fire ord, indeholder produktet parfume.

Måske har du foruden parfume også hørt om parfumestoffer, æteriske olier og planteekstrakter? Og hvad er det så? Og er der forskel?

Parfumestoffer er de enkelte stoffer, som en parfume er sammensat af. Her findes op mod 3.000 forskellige stoffer at vælge imellem. Der findes 26 deklarationspligtige parfumestoffer. For at undgå de 26 stoffer, som er meget allergifremkaldende, skal du vælge produkter med Den Blå Krans (Astma-Allergi Danmark) eller Allergy Certified, som ikke må indeholde parfumestoffer.

Æteriske olier eller essentielle olier er duftende planteolier, som ofte anvendes i parfume og kosmetik. Olierne udvindes af plantemateriale og indeholder tit mange forskellige stoffer, herunder nogle af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer.

Planteekstrakter er en blanding af stoffer, der udvindes af planter, som foruden olie kan være forskellige udtræk, som kan have indflydelse på blandt andet konsistensen af et produkt. Planteekstrakter kan også være nogle af de 26 deklarationspligtige parfumestoffer, som kan øge risikoen for kontaktallergi.

Så er der forskel? Både ja og nej. Fællesnævneren for parfume, parfumestoffer, æteriske olier og planteekstrakter er, at de alle i princippet kan være allergifremkaldende.

Er du i tvivl, om det produkt du står med i hænderne, er det bedste for dig, din familie og for miljøet – så kig på etiketten efter et eller flere af de officielle miljømærker.

Written By admin

Related Posts